Vi anvender cookies!

Vores hjemmeside gemmer cookies for at opnå en funktionel side og for at huske dine foretrukne indstillinger. Ved hjælp af cookies laver vi statistikker og analyserer besøg på vores side, som bidrager til forbedringer, og sikrer at vores markedsføring bliver relevant for dig.

Du kan læse mere om cookies i vores cookiepolitik, hvor du også altid har mulighed for at trække dit samtykke tilbage.

Indtast din søgning
 

Sådan slår du en tarp op

Blog 417 – 02. jul. 2021

Sådan slår du din tarp op
Sommeren og det gode vejr er perfekt til at tage på vandretur og overnatte ude. Der findes ikke ret meget som kan måle sig med at sove ude i den friske luft og vågne op til naturens lyde. Der er mange måder at overnatte i naturen. En af vores foretrukne er med en tarp. Den fylder ikke ret meget i oppakningen og er nem og hurtig at sætte op og pakke ned igen.

Man kan også bruge en ganske almindelig presenning, hvis man ikke har en tarp. Fordelen ved en rigtig tarp er, at den har forstærkede øjer, som sikrer, at den kan holde til mere end den almindelige presenning.

Til opsætningen kan det være en god idé at medbringe paracord, da det er en lille smule elastisk, letvægtspløkker, hvis du ikke vil snitte dine egne, og bardunsnor til at spænde op med.


Knob & knuder

Når du skal slå din tarp op, er det vigtigt at kunne nogle forskellige knob. Nogle knob er mere praktiske i forhold til andre, når du skal tage tarpen ned igen. Ved nogle knob kan du blot hive i tampen og knuden går op, så tarpen er nem at tage ned og pakke sammen uden at røre jorden.
 

Knob til toplinen

Du kan bruge forskellige knob til at binde linen op med. Her får du to eksempler, som ofte bruges til det første knob.

Første knob
  1. Læg snoren rundt om træet.
  2. Løs snor til venstre i håndfladen tampen (enden) til højre.
  3. Vikel tampen én gang rundt om hånden.
  4. Vend hånden, så fingrene peger ned mod jorden. Lad den løse snor hænge frit i krydset.
  5. Tag fat midt på tampen med tommel- og pegefinger, træk den halvt igennem ringen, så du får en løkke og stram til.


Dette knob giver en god stram line, som sidder tæt til træet. Når snoren skal bindes op, trækker du blot i tampen og knuden løsnes.

Tømmerstik
  1. Læg snoren rundt om træet.
  2. Før tampen i venstre side rundt om det lange stykke reb.
  3. Vikel tampen minimum tre gange rundt om det lange reb.
  4. Stram til med den lange ende.
  5. Nu sidder rebet stramt.

Nu har du fået bundet toplinens første ende op. Så mangler du bare den sidste ende, som sørger for at holde toplinen spændt mellem de to træer. Vi giver to eksempler, som begge sluttes af med to halvstik.

Andet knob
  1. Vikel rebet rundt om det modsatte træ og stram til ved hjælp af begge hænder.
  2. Før enden over den stramme line og tilbage rundt om træet mens du strammer til.


Eller:
  1. Lav en lykke.
  2. Før tampen rundt om træet, gennem løkken, tilbage rundt om træet og stram til.
  3. Kør enden hele vejen bag om træet og luk af med to halvstik.

Halvstik
  1. Før snoren op over og rundt om den nu stramme topline.
  2. Før tampen gennem hullet ind mod træet og træk tilbage mod tarpen.
  3. Næste halvstik laves ca. 10-15 cm længere henne af toplinen. Her fører du blot endnu nedenom og rundt om toplinen.
Eller du kan lavet andet halvstik på denne måde:
  1. Lav en løkke over den stramme snor.
  2. Læg enden dobbelt og før halvdelen gennem løkken. På denne måde, får du nemmere ved at pakke sammen, da du kan nøjes med at trække i tampen.
På denne måde får du et godt stramt knob, som ikke rykker sig. Når du skal pakke ned, trækker du blot i enden, så snoren nemt går op.

Du kan med fordel binde den sidste ende af rebet op på toplinen.
 

Knob til opsætning af tarpen

Når du skal fastgøre din tarp til toplinen, kan du gøre det med en prusikknude og en lille gren, som du lægger ind i prusikknudens løkke og holder tarpen på plads. Prusikknuden glider ikke af sig selv, men giver dig mulighed for at stramme tarpen op, ved at skubbe/trække på knuden.

Prusikknude
  1. Læg et stykke snor dobbelt og læg bugten hen over din toplinesnor.
  2. Træk de to ender gennem bugten. Så har du en enkelt prusikknude. Vi anbefaler, du laver en dobbelt.
  3. Det gøres ved at føre de to ender gennem bugten en gang til. Det giver mere friktion, når den er stram, så den ikke kan trækkes frem og tilbage medmindre du hjælper til med den anden hånd.

Den dobbelte prusikknude laves i begge ender af tarpen, så tarpen kan spændes godt ud, uden at glide frem og tilbage på toplinen.

Bardunknob
  1. Læg bardunsnoren dobbelt, så du har en kort ende mod venstre og resten af bardunen mod højre.
  2. Tag ca. en håndsbredde snor, som ligger dobbelt og kør enden rundt om denne 3-4 gange. Læg det ikke for stramt.
  3. Enden føres gennem de 3-4 "runder" og strammes til.

Bardunknobet giver dig en løkke, som du kan regulere i størrelsen. Når du skal pakke sammen, kan du blot trække i den lange ende og det hele går op.

Bardunknobet laves i hvert hjørne og spændes om pløkkerne.
 

Opsætning af tarpen

Når du skal spænde din topline op, er det vigtig at vælge to solide træer med ca. 3 meters afstand. Tjek også om der skulle være tørre grene, som du kan risikere, falder ned i løbet af natten. Hvis der er det, er det vigtigt at fjerne dem inden du sætter din tarp op. Skal du ligge på et liggeunderlag på jorden, så tjek om der skulle være skarpe sten, grene eller andre genstande, som kunne stikke hul i liggeunderlaget. Vælg også et sted som er nogenlunde jævnt, hvis du ligger på jorden.

En anden vigtig ting at huske på er også, at jo lavere tarpen hænger og jo flere sider af tarpen, der rører jorden, jo bedre holder den på varmen.

Simpel og klassisk opsætning

  1. Sæt to hjørner fast i toplinen og stram tarpen ud.
  2. I modsat ende af tarpen sætter du en pløk i hvert hjørne.
  3. Nu har du en flad konstruktion. Det kan du løse ved et føre en pind gennem løkkerne i tarpens midte. Bind en snor i pinden og bind pinden op i et nærliggende træ, så du løfter tarpen en smule.
Klassisk opsætning af tarp
  1. Brug den lange snor til toplinen. Hvor højt du sætter snoren afhænger af om du sover i hængekøje eller på et liggeunderlag på jorden.
  2. Før enden af prusikknuden gennem tarpens øje og brug en pind til at sætte på tværs, så tarpen bliver siddende.
  3. Stram hjørnerne til, så du ikke får stræklinjer, så vandet samler sig i og løber ned gennem.
Diamantformet opsætning
  1. Sæt det ene hjørne fast i toplinen med en prusikknude.
  2. Fæstne de øvrige tre hjørner i jorden med pløkker.
  3. Nu har du den rigtige form, men tarpen er meget flad. Det kan du løse ved at sætte en af punkterne i midten af tarpen fast med den anden prusikknude på toplinen. Har din tarp ikke fastgørelsespunkter på midten, eller bruger du en presenning, kan du med fordel binde en sten fast.
    1. Sæt stenen på indersiden af tarpen. På ydersiden af tarpen binder du en snor rundt om stenen, så du på den måde får lavet et ekstra fastgørelsespunkt.
  4. Juster højden ved at trække prusikknuden tilbage.
  5. Sørg for at stramme tarpen op, så du ikke har stræklinjer med ekstra pløkker, eller flytte på de nuværende pløkker.
Til toppen